Som barn drømte Alexander Oscar om at kunne fortælle historier, der kunne ramme andre mennesker. Efter en lang rejse, fuld af refleksion og stilhed, er han klar til at komme tilbage.
”Det bliver helt vildt fedt at få lov at komme ud og spille igen og med helt nye danske sange, som aldrig har set dagens lys før i år. Det bliver en kæmpe energiudladning og en følelsesmæssig rutsjebane, og jeg glæder mig som et lille barn til at danse, grine og græde med publikum igen!” udtaler Alexander Oscar
Den 19. april udkom Alexander Oscar med singlen ’Venus’, der er hans første single på dansk. Musikalsk og rytmisk har sangeren fundet inspiration i sin liberiske arv og tekstuniverset byder på mere ærlige og autentiske fortællinger end før. Med udgivelsen af ’Venus’ starter han et helt nyt kapitel.
Efter at have hittet stort med sangene ’Complicated’ og ’Number’, og spillet flere udsolgte koncerter rundt i landet, følte han sig, trods sin overvældende succes, fastlåst i sin engelske sangskrivning.
”Jeg besluttede mig for at skrive på dansk, da jeg havde brug for fornyelse for ikke at miste kærligheden for musikken. Det var på tide at prøve noget nyt og udforske, hvem jeg er, og hvad jeg vil med min musik” fortæller Alexander Oscar.
Nu er Alexander Oscar klar til at formidle disse nye sange live, og til koncerterne i efteråret kan fans forvente at blive introduceret til en helt ny side af den velkendte sanger. Og hvem ved, måske sætlisten krydres med en gammel klassiker eller to.