Fremadstormende Elsked gæster Volume Village til efteråret 2024!
En ny fascination for elektronisk musik har fundet sit fodfæste i Danmark. Elsked går forrest i feltet for denne bevægelse med deres medrivende debut-EP, Piratradio.
Titelsangen på Piratradio handler eksempelvis om at fjerne sine livserfaringer og åbne op for en nyfødt bevidsthed. På flere måder kredser EP’en om at gentænke sig selv, ligesom musikken er en forfriskende fornyelse af den elektroniske genre herhjemme
Elskeds lydunivers er fuld af kontraster. Produktionerne drives intenst frem af pumpende klubrytmer, sydende percussion og synthesizere, der lyder både 90’er-nostalgiske og som en fjern fremtid på én gang. Den dybe sangstemme og kirkelige korarrangementer giver en grandios effekt, der støtter lyrikkens temaer om kærlighed og kunsten at give slip.
Ifølge gruppen selv søger de at skabe “en sjælden balance mellem det dansable og dybsindige”.