Med sin hårde opdragelse og dybe kærlighed til hiphopmiljøet i bagagen, skriver Nøx dansksproget rap på et højt teknisk og yderst raffineret niveau. Hendes univers er fyldt med afmagt, eufori, sex, sorg, absint, traumer, smerte, sovs, cigaretter og kringlet kærlighed, der sidder som røg i tynde luftlag.
Teksterne rammer direkte og går rent ind. Musikken rummer popæstetik, elektroniske beats og melodiske finesser. Og så er det fedt at danse til.
Med debutsinglen ”Nu” i 2020 kom Nøx på alles læber. Nummeret har både rystet fast P3-airplay af sig og været på soundtracket i DR-serien ‘Salsa’. Rapperen fulgte op med debutalbummet Walk of Shame i 2021, hvor hun for alvor demonstrerede sin respekterede status på den danske hiphopscene ved at inddrage features som Klamfyr og Josie Amadonna.
2022 blev året, hvor Nøx slog sig fast som et af de stærkeste nye live-navne i Danmark. Først indtog hun sommerfestivalerne Oppenheimer og UHØRT – senere fyldte hun Pumpehuset med et selvarrangeret show og en kæmpe hiphop-fest, der bød på gæster som Pede B og Tue Track. Hendes sublime live-performance er blevet fremhævet af Soundvenue, Undertoner og ikke mindst GAFFA, der kastede roser og fem stjerner efter hende koncert.
Med lunger som tjære og øjne så røde som nyslikkede bolcher har Nøx netop udgivet singlerne ”Koldt Udenfor” og ”Karma bby”, der bl.a. fortæller om et opgør med en fucked up musikbranche, som man hverken vil være en del af eller slippe fra. Hun er ikke bange for at gøre sig bemærket og sige fra – eller pille dig ned med velformulerede og intellektuelle ordkløverier.
Rygtet siger, at Nøx er sulten og har været i studiet længe, så vær beredt på overraskelser og endnu flere enestående udgivelser fra rapperens bord…
Født i Congo, opvokset i Normandiet og med sine teenageår i Brønderslev og Århus har Emmanuel Matongo med sig i rygsækken en spraglet oppakning; Et samsurium af tilhørsforhold og flygtige indtryk, der fik ham til at skrive digte i folkeskolen og sange i gymnasiet. På et højskoleophold mødte Matongo Frederik Reese, og sammen skabte de “føl som”’s melankolske univers, farvelagt af Matongos vokal over Reese’s produktioner.
Nu debuterer Matongo som soloartist, med moderne lyd og knivskarp dragende lyrik. Høj teknisk kunnen, en skudsikker identitet og frem for alt, en gennemsyrende musikalitet – dét definerer Matongo.
I Juli af 2023 Har Matongo udgivet sit først solo-album “Sårede Mennesker Sårer Mennesker” der udforsker en retrospektiv fortælling om et parforhold, der langsomt slår sprækker og falder fra hinanden. Tematisk veksles der mellem følelser af storhedsvanvid, mindreværd og ensom tosomhed.