Glæd dig til en aften på Volume Village, spækket med energi, støjende guitar og alternativ musik.
Volume Village præsenterer 3 af Danmarks nyeste og mest fremadstormende postpunk acts, som alle har base i det aarhusianske musikmiljø. Der er garanteret intensitet, støj og nye takes på den udefinerbare postpunk genre. Grib dine bedste postpunk-venner og oplev det lokale musikmiljø på Volume village
Buldrende bas, hårdtslående trommer og fuzzede guitarriffs, krydret med amerikansk twang. Dette er opskriften på det lydbillede, bandet fremtvinger med et bombastisk take på post-punk. Deep Sea Low Tide er vokset ud af den jyske muld med en lyd, der navigerer i mørket og melankoliens afkroge. Bag den mørke lyd gemmer der sig trodsigt sprækker af lys, som understreges af bandets insisteren på fremdrift.
BÆNCH er et ungt dansk post-punk rockband, som udforsker en stemningsfuld og dynamisk rocklyd med internationalt potentiale. Mørke guitar elementer, ekspressive synthflader samt en melodisk og længselsfuld vokal skaber en storslået, upoleret og autentisk lyd, som lægger sig i et tomrum på den danske musikscene.
Støjende og melankolsk bevæger Arko & The Guest House sig imellem de indadvendte momenter til de mere storslåede øjeblikke, hvor der ikke bliver holdt noget tilbage. Projektets dybe og foruroligende tekstunivers kan opleves på tre udgivne singler og en kommende EP. Arko & the Guest House kombinerer punkens udtryk med personlige fortællinger, hvilket resulterer i en hjertevarm og intens koncertoplevelse.