Kulturhus i støbeskeen

Volume Village startede helt tilbage til 2017. 60 procent af Institut for (X) skulle rives ned og dermed også de to venues: B-huset og Double rainbow. Vi forudså at der ville komme et behov for nogle nye steder, som kunne nogle af de samme ting. Vi gik i Aarhus Volume sammen med foreningerne Larus og Sjakket og søgte Realdanias Underværker pulje. I foråret 2018 blev projektet bevilget 1 mio. Kroner.

Efter en ekstatisk periode, for vi havde jo lige fået en hel million!, begyndte virkeligheden at indhente os. Vi kunne ikke rigtig blive enige med kommunen om en placering, og det gik også langsomt op for os, at man ikke kommer ret langt for 1 mio. kr. i byggebranchen. Det gik der lidt over to år med. To år hvor vi også voksede med opgaven og erkendte at vi nok ikke lige får stablet et så stort byggeprojekt på benene alene. I forsommeren 2020 fik vi Kondens arkitekter med, vores nabo på institut for (X), og vi fik genstartet projektet. Det mundede ud i at vi i efteråret 2020, fik en placering, på foreløbigt 5 år.

Den yderligere fundraising, som var nødvendig, gik relativt glidende fra start og der var en masse folk som turde tro på os tidligt i processe. - tak for det. I december fik vi Tækker med på vognen, og de støttede med yderligere 1 mio., samt med support på projekteringsarbejdet. I 2021 fik vi Lokale og Anlægsfonden og NRGI med i projektet og i sommeren 2021 fik vi byggetilladelse og havde første spadestik. Volume Village har ikke modtaget finansiering fra kommunen og er uafhængigt af udefrakommende interesser.

Vi havde rejsegilde i Januar 2022, og forventer at kunne åbne stedet til efteråret 2022

Byens nye venue

Volume Village er byens nye kulturelle vækstlagsplatform. Et multifunktionelt spillested, som kommer til at huse alt fra festivaler, koncerter og fester til ferniseringer, rodfæstet i den Aarhusanske vækstlagskultur, og med fokus på urbane, progressive genrer. Volume Village er forankret i Aarhus Volume, der gennem de seneste 6 år har arbejdet i spændefeltet mellem vækstlag og det mere etablerede kulturliv.
Venuet kommer til at have en kapacitet på 350 indendørs, samt muligheden for at lave udendørs koncerter for op til et par tusinde. Derudover skal huset fungere som “hub” for forskellige større events og festivaler i området, for workshops, masterclasses og læringsforløb af lokal, såvel som international karakter. Vores målgruppe er unge i alderen 16-35 på tværs af baggrund, klasseskel, kønsidentitet, etnisk herkomst og kunsteriske fagskel. Volume Village bliver et nyt samlingspunkt for byudviklingsområdet i den yderste del af Aarhus K. / Den Grønne Kile, hvorfra vi kan præge den fremtidige udvikling. Vi gør alt hvad vi kan for en bydel hvor musik, vækstlag og ungdomskultur er omdrejningspunktet.

Et arkitektonisk vartegn for enden af den grønne kile

Ringgadebroen har i flere end 80 år bundet Aarhus sammen over de store centralt beliggende Godsbanearealer i byen. I takt med at arealet transformeres fra skinner til boliger, opstår der et akut behov for kulturelle tilbud, som kan forankre den nye bydel ved at give de nye beboere et markant sted at mødes på tværs. I samme åndedrag, som skinnerne under broen slettes, opstår et uartikuleret rum i hvælvingen.

Dette fysiske og kulturelle tomrum ønsker vi at aktivere med nye sprudlende kunstformer. De smukke patinerede gråsorte toner fra broens in-situ beton bliver om dagen lyst op af den gyldne okkerfarve og om aftenen går farven i spil med de vekslende blå og røde farver fra det eminente kunstværk ’’Hesitation of Light’’ (Signe Klejs, 2017). Et spil, som sammen med vekslen med årstiderne giver bygningen en performative karakter, der italesætter rummet æstetisk og funktionelt. (Eske Bruun, stifter -Kondens arkitekter)

Bæredygtighed som omdrejningspunkt

I Aarhus kommunes Kulturpolitik lyder: “Kulturlivet er ikke i sig selv en stor klimasynder. Men kulturlivet og de kreative brancher har en stor stemme, der når mange mennesker og er derfor vigtige frontløbere og ambassadører i indsatsen med kreative tiltag, der kan øge vores bevidsthed og inspirere os alle i arbejdet for en bæredygtig fremtid” Dette uddrag af kulturpolitikken ligger til grundlag for vores arbejde med bæredygtighed i byggeriet.

Bæredygtigheds initiativer:

  • Genbrugt materialer hvor det har været muligt: facaden er lavet af genbrugstræ, væggene er lavet af gips i fejlproducerede størrelser og gulvet er lavet af gamle fortovsfliser der har ligget rundt omkring i byen.
  • Brugt bæredygtige materialer, hvor det ikke har været muligt at genbruge. Væggene er isoleret med træfiber isolering, som binder CO2 i bygningen og vi har udviklet en ny metode til gulvopbygning, hvor der hverken bruges polystyren eller cement.
  • Etableret et vand-genanvendelsessystem, der genbruger vand fra en kommende regnvandsbassin i nærheden. Således kan vi skylle ud i toiletterne med regnvand fra området.
  • Projektet designet for adskillelse. Det vil sige at vi i fremtiden vil kunne skille bygningen ad og tage den med et andet sted hen, hvis ikke vores kontrakt bliver forlænget. Det betyder at vi, i et midlertidigt projekt, kan forlænge materialernes levetid og mindske vores aftryk på klima og økosystem.

byggeriet